Foto © Bertha Wegmann: 'Opstilling med markbuket og kunstnerens palet', (1880’erne). Den Hirschsprungske Samling.

Kunstudstilling: Kvindernes moderne gennembrud

8. februar til 11. maj 2025: Dansk kunst 1880-1910

Kvindernes moderne gennembrud er en markant udstillingssatsning, der præsenterer skønne malerier af den første store generation af moderne kvindelige kunstnere i Danmark. Udstillingen fokuserer på de kvinder, som brød igennem på den danske kunstscene i perioden 1880-1900. Disse banebrydende kunstnere, ofte omtalt som pionérgenerationen, kæmpede ikke blot for bedre vilkår inden for kunsten (herunder uddannelse, udstillingsmuligheder og legater) – de kæmpede også for centrale samfundsmæssige rettigheder såsom stemmeret, ligeløn og juridisk ligestilling.

På udstillingen kan man møde 24 stærke kunstnere, både kendte som Anna Ancher (1859-1935), Agnes Slott-Møller (1862-1937), Marie Krøyer (1867-1940), Elise Konstantin Hansen (1858-1946) og Bertha Wegmann (1846-1926) og mindre kendte som Nicoline Tuxen (1847-1931), Anna Petersen (1845-1910), Sofie Holten (1858-1930), Emilie Mundt (1842-1922) og Marie Luplau (1848-1925). De var kendte i deres samtid, men blev for de flestes vedkommende aldrig skrevet ind i kunsthistorien. Deres værker blev sjældent indkøbt til museumssamlinger, og de blev af samme grund endnu sjældnere en del af fortællingen om dansk kunst. Udstillingen bygger derfor på mange indlån fra private ejere, som varmt takkes for deres medvirken til projektets realisering.

I dag kan det være svært at forestille sig et Danmark, hvor man ikke har ret til at uddanne sig, hvor det blev anset for at være upassende at køre på cykel, at gå alene på gaden, at have et erhverv uden for hjemmet – blot fordi man var kvinde. Det var imidlertid vilkårene for mange danske kvinder i det nittende århundrede. Mange organiserede sig i kvindekampen og var med til at forandre vilkårene for kvinder. De var med til at gøre Danmark moderne.

Danmark bliver moderne
Det moderne gennembrud i Danmark var en periode med hurtige samfundsmæssige forandringer. Enevælden var afløst af demokrati og en hastig strøm af ny teknologier forandrede samfundet. Dampmaskinen, jernbanen, cyklen, telegrafen, telefonen, fotografiet, symaskinen, og den elektriske pære revolutionerede hastigheden på produktion, transport og kommunikation. Det medførte store samfundsmæssige forandringer – og der skete en stor udflytning fra land til by. Danmark blev industrialiseret. Det blev en tilsvarende dynamisk tid for kunsten, og kvinder spillede en central rolle i at forme dette afgørende øjeblik i dansk kunsthistorie.

I Randers har vi en fin tradition for at arbejde med perioden omkring det moderne gennembrud, hvor kunstnerne begyndte at sætte samfundets problemer til debat og skildre verden i en realistisk stil. Hidtil har vi dog især sat fokus på mændenes moderne gennembrud, særligt kunstneren L.A. Ring (1854-1933), som museet har mange fremragende værker af. Nu stiller vi i Kvindernes moderne gennembrud skarpt på, hvordan det moderne kom til udtryk i de kvindelige kunstneres værker. Udstillingen demonstrerer både deres tekniske dygtighed og de temaer, der prægede deres værker: fra stærke portrætter og smukke landskaber til vilde blomster og stålsatte kvindefigurer.

Udstillingen er skabt i samarbejde med Den Hirschsprungske Samling i København. Projektet har afsæt i Den Hirschsprungske Samlings kurator Lene Bøgh Rønbergs forskning.

Generøse indlån fra både museer og private lånere har givet mulighed for at vise en lang række hovedværker samt værker, der sjældent har været vist for offentligheden før.

Læs mere på randerskunstmuseum.dk